All posts in “Surfing”

Hooked på CS-Manager

CS-Manager er et webspil, hvor du er manager for en CS-klan (d'oh). Første version udkom for et par år siden og jeg blev rimelig afhængig af det, men gav det dog op da det begyndte at koste penge. Fornylig blev jeg dog henvist til siden igen og den har undergået en hel del opdateringer. For det første kan man nu se sine kampe i 2D, ligesom i diverse fodbold manager-spil (man skal dog betale 15,- pr. måned for at bruge funktionen) og månedsprisen er blevet fjernet.Spillet minder egentlig meget om Championship Manager o.lign spil. For det første har du et hold spillere, du starter med 7. Du kan så se en del informationer om disse spillere; hvilke ting de er gode til, hvor god kondition de har, hvor meget de skal have i løn osv. Dernæst kommer træningsdelen, du kan leje diverse træningsværelser hvor du f.eks. kan træne dine spilleres sigte og teamplay.

Derudover har du en transfer liste (hvor du kan sælge og købe spillere), en finansside (hvor du kan se indtægter, udgifter o.lign.), en sponsorside (hvor du, sjovt nok, kan få sponsorer), en serverside (hvor du kan opgradere din server), en side om dine medarbejdere (f.eks. PR-manager, læge, talentspejder, etc.) og til sidst har du en butik, hvor du kan købe nyt hardware til dine spillere.

Du deltager automatisk i en liga, hver sæson varer 50 dage og du kan så rykke op i næste liga, blive i den nuværende eller ryge ned i en dårligere alt efter hvor godt du klarer dig. Du kan også deltage i turneringer, dine egne ligaer, 5on5 ladders og cups.

Spillet er meget let at gå til, der er to begynder-guides og der er tildelt en kort hjælpetekst til alle siderne derinde. Min klan hedder, sjovt nok, fookhar. Du kan oprette dig selv her. Hop ind og udfordr mig!

Hov, var det ikke en Blood Elf?

Blizzard har ikke offentliggjort noget specifikt om den kommende udvidelsespakke til World of Warcraft, hvilket ikke ligefrem har mindsket antallet af rygter. Der er dog kommet information fra andre kilder, dem vil jeg se nærmere på her. Et længere emne på WoWGuru.com's forum har vakt en del opsyn, da det indeholder en meget lang og meget detaljeret liste over de helt præcise ændringer og tilføjelser til udvidelsespakken. De fleste er nok enige i at det er en hoax, tilføjelserne er nemlig næsten for omfattende.

Der har været meget snakken om nye, spilbare racer og rygterne omkring dette er nærmest eksploderet efter et par screenshots blev offentliggjort. Det første screenshot er af oprettelsesskærmen til nye figurer, hvor der er blevet tilføjet Blood Elfs på horde-siden og Pandaren på alliance-siden. Billedet kan være lavet i et billederedigeringsprogram, der er bl.a. en stavefejl (brtutal istedet for brutal), men der er blevet postet op til 3 forskellige screenshots af denne skærm.

Screenshot nr. 2 var fra en artikel i spilmagasin og en del mere interessant, efter min mening, da det er sværere at forfalske. Denne artikel er der dog også en del snak om i førnævnte emne, der er bl.a. billede af 2 covers. På det første står der World of Warcraft The Burning Crusade og på nummer 2 er teksten blevet erstattet. Begge covers er eftersigende ægte og første cover er ændret pga. henvendelse fra Blizzard.

Derudover er der også en del screenshots fra nogle af de nye Blood Elf-områder.

Man vil kunne spille den nye udvidelsespakke på den kommende BlizzCon-messe d. 28-29 oktober, i Anaheim, Californien. WoWGuru.com har samlet alle informationerne på deres hjemmeside.